Tag: parterapi

  • Hvilket kærlighedssprog taler I?

    Hvilket kærlighedssprog taler I?

    Når du gerne virkelig vil udtrykke overfor din partner, hvor meget du elsker ham/hende hvad gør du så?

    Siger du en masse søde ord? Tager du tid ud af din kalender, så I kan have en dejlig aften sammen? Giver du ham/hende en gave? Gør du en ‘tjeneste’? Eller viser du det ved fysisk nærhed, kys og kram?
     
    Vi har alle hver vores måde at udtrykke vores kærlighed på og vi har tilsvarende også hver vores måde at føle os elsket på. Når man i et parforhold ikke har samme kærlighedssprog, kan man nemt komme til at ‘tale’ eller “føle” forbi hinanden med sine handlinger. Derved kan man let misse den kærlighedserklæring din partner faktisk giver dig ved fx at sige at du er dejlig eller jeg elsker dig, pumpe din cykel, give dig et stort kram og masser af kys, bruge tid med dig eller måske ved at købe din yndlingsparfume til dig.
     
    Det er meget normalt, at man som par, slet ikke har samme kærlighedssprog – og det er der sådan set ingen problemer i. Så længe I KENDER hinandens kærlighedssprog, og øver jer på at ‘tale’ det.
     
     
    Der er fem kærlighedssprog i alt og man kan godt have 2 forskellige, men man har oftest et primært.
    Vi taler 5 forskellige kærlighedssprog

    1. Værdsættende og kærlige ord 

    Hvis du elsker at modtage ros, kærlige ord og ytringer som eksempelvis »Jeg synes du er en rigtig god far«, »du ser dejlig ud i den kjole« eller »Jeg synes du klarede puttesituationen så flot«, så er det nok fordi dit kærlighedssprog er ord.

    2. At tilbringe tid sammen

    Det kunne eksempelvis være at komme en time tidligere hjem fra arbejde for at bruge tid til at hygge sammen. At planlægge en babysitter som passer børnene, så I kan få en paraften, hvor i kun forkuserer på hinanden. At gå en tur sammen i skoven. Eller simpelthen bare at smække benene og på sofebordet, sidde sammen og se en serie på Netflix.

    3. Gaver

    At købe noget med hjem, som du ved din partner vil blive glad for. Hvis dette er dit kærlighedssprog, vil signalværdien i, at din partner har tænkt på dig og gjort sig umage for at købe noget du bliver glad for, være meget stor.

    4.Tjenester

    Det kan være noget så basalt som at gå ned med skrald eller tømme opvaskemaskinen. Fylde bilen op med benzin til mandag morgen eller tage børnene med på legeplads og give dig 1 time på sofaen alene. At gøre noget der gør din partner glad.

    5. Fysisk nærhed – Berøring

    Fx at lægge armene om din partner når han/hun laver mad eller sidder ved computeren. At holde i hånden mens i sidder på sofaen og ser fjernsyn eller taler sammen. Eller at kysse hinanden goddag og farvel når i kommer og går.

    Hvordan viser I kærlighed?

    Mennesker viser oftest kærlighed gennem sit primære kærlighedssprog – og det er der man kan gå helt galt af hinanden.
    Hvis hans kærlighedssprog eksempelvis er tjenester, og han derfor altid fylder bilen op med benzin søndag aften, og hendes kærlighedssprog er tid sammen, vil hun blive ked af at han smutter afsted på tanken. Og han vil blive irriteret over at hun ikke sætter pris på at bilen er tanket, når hun skal på arbejde mandag morgen. Og misforståelsen bliver til frustration.
    Hvis man derimod er bevidst om hinandens kærlighedssprog, kan man øve sig på at vise sin kærlighed med den andens kærlighedssprog – hvilket ofte giver et rigtig godt resultat. Men også anerkende, at det er en kærligheds handling der er i gang, når ens partner engang imellem misser og rammer ved siden af når han/hun viser kærlighed på sin egen måde.
    En parterapeut vil kunne hjælpe jer med at finde netop jeres kærlighedssprog – hvilket kan tage hånd om en masse mulige konflikter allerede inden de opstår. Det kan derfor være en god idé at kontakte en af vores parterapeuter inden konflikterne og problemer vokser jer over hovedet.

    Vil du have mere viden om kærlighedssprog? 

    Hvis du vil vide mere om kærlighedssprog kan vi varmt anbefale bogen »Kærlighedens 5 sprog« af forfatten, Gary Chapman. Gary er ekspert i familieliv og parforhold og bogen går i dybden med de 5 kærlighedssprog og hvilken betydning kærlighedssproget har for parforholdet.
     Indlæg skrevet af Anna
  • Parforhold og sommerferie

    Parforhold og sommerferie

    De første studenter er sprunget ud, midsommerfest er lige om hjørnet og sommerferien er booket.
    Det betyder at vi er forventningsfulde, ser frem til fri fra arbejde og en afslappende stund med kæresten og familien. Meeen, er det nu også altid det der sker nå familien i samlet flok skal holde fri og nyde hinandens samvær og nærhed?
    Desværre nej – men hvad er det der sker?
    Jeg oplever ofte, at unge par uden børn med stor fornøjelse kan rejse på ferie og nyde hinanden – give slip på hverdagen derhjemme, nyde nuet, hinanden og det intime. Men når ferien er slut og hverdagen igen melder sig, så stiger forventningerne i takt med stressniveauet og konflikterne vender tilbage til samme eller mere belastet niveau som før ferien.
    Hvorfor? – Min erfaring siger mig at forventningerne ikke bliver italesat, og der derfor opstår en indbyrdes gættekonkurrence om hvem der kan gætte den andens tanker eller måske nærmere hvem der ikke kan gætte. Der bliver trukket fra referencer den nyligt afsluttede ferie med udtalelser som »Du var meget mere nærværende på ferien«, »Vi kunne være fælles om tingene«, »Hvorfor er det mig der skal gøre det hele« – og du kan med garanti selv føje flere til.

    Det etablerede parforhold

    I det mere etablerede parforhold med børn, oplever jeg ofte par komme hjem fra ferie og fortælle, at det var bare slet ikke som jeg havde håbet eller ønsket. Og hvorfor var det så ikke lige det? I 9 ud af 10 tilfælde handler det om alt for høje forvetninger.
    Ferien er startet, familien skal være sammen og der skal hygges. Endelig er der lidt tid til at far og mor kan være sammen. Det hele falder bare til jorden fordi vi lige glemte at afstemme forventningerne og børnene er krop umulige.
     
    Nej børnene er ikke krop umulige – de er blot børn, der gerne vil være aktive og kræver underholdning – en opgave der i hverdagen som regel ligger i institutionen, hvilket der ikke er noget forkert i, men det overrasker forældrene der troede de skulle slappe af, nyde hinanden og en god bog, og i stedet må de kæmpe om hvem der skal nyde solen og den gode bog kontra underholde børnene og hvor blev nærheden og det intime af, som især manden havde håbet på. Den blev muligvis byttet ud med skænderier om børneopdragelse. Mange vil vende hjem fra ferien og glæde sig til hverdag og arbejde igen, ikke fordi det nødvendigvis er en god rytme, men den er velkendt.
     

    Hvad kan I som par og forældre gøre?

    For parret uden børn, så er det en god idé at give jer tid til, efter I er hjemvendt fra ferien, at sætte jer ned og tale om hvad der var dejligt på ferien, hvorfor det var muligt at skabe de dejlige rammer, hvad bidrog I hver især med ,for at have en god stemning og nyde hinanden. Hvad var jeres tanker om partneren og hvilke følelser vækkede partneren hos dig.
    Når det er gjort, så er opgaven meget simpel og alligevel ikke, men i al sin enkelthed, handler det om at finde ud af hvordan I kan trække de gode oplevelser fra ferien med ind i hverdagen.
     
    Et lille eksempel:
     
    Et af mine par i parterapi havde fundet frem til at tiden var af afgørende betydning, for de fik snakket mere og der var tid til at gøre gode ting for hinanden, men det virkede ikke muligt at skaffe den tid i deres travle hverdag derhjemme – det de dog alligevel kunne gøre, var at planlægge tid sammen – trods to travle kalendere, var der mulighed for tid sammen, denne tid blev bare tidligere prioriteret på træning og samvær med venner, og så gik de begge og savnede hinanden.
     
    Med planlægningen af tid til tosomhed fik de næret deres behov for fysisk nærhed og kommunikation, de oplevede større tryghed og tillid til hinanden, hvilket faktisk gjorde at der stadig blev tid til træning og samvær med vennerne fordi skænderier og frustration blev afløst af tryghed, glæde og mere energi.

    Parforhold og børnefamilier

    I familier med børn, hvor den tiltrængte ferie med ønske og håb om hygge og nærvær er havnet i uenigheder om børneopdragelse og nul afslapning. Hvordan kan det undgås?
    Jeg foreslår altid at man som forældre og par prioriterer tid til at forventningsafstemme. Hvad er vores fælles ønsker og behov for denne ferie, kan vi kombinere alles behov og er det det vi vil.
    Det er vigtigt at være enige om hvad krav der skal stilles til børnene, må de se på Ipad, skal de inddrages i kulturelle oplevelser, er der praktiske gøremål på turen de skal være en del af og meget andet. Hvis I hjemmefra er afklaret med jeres forventninger, behøver det ikke være stridsemner på turen. Små børn kan mærke jeres enighed og vil efter bedste evne samarbejde, større børn kan inddrages i forventningerne og der kan laves regler for turen – Husk en regel der bare én gang bliver brudt er ikke længere en regel i børns verden. Lav evt. et belønningssystem der får børnene til at hjælpe med glæde.
     
    Et eksempel fra min klinik: 
     
    Et andet par der har været hos mig en del gange, har oplevet flere ferier der er havnet i kaos og følelsen af skælden ud på børnene hele tiden og skænderier indbyrdes.
    De skal denne ferie, på kør selv campingferie til Frankrig og moren er træt bare ved tanken. Hun har allerede følelsen af at det er hende der skal gøre det hele, bare mere primitivt end derhjemme. Faren ønsker ikke at hun skal have denne følelse, men ved ikke hvad han skal byde ind med og det ender ofte med at han trækker sig underholder børnene. Ingen samvær og fælles nærvær. Børnene er to drenge på 5 og 8 år, meget aktive og hurtige drenge.
     
    Denne familie gør som beskrevet – »forventningsafstemmer og får fordelt opgaverne hjemmefra«.
     
    Drengene skal også deltage i de oplevelser de voksne gerne vil, og dette lykkedes ved at lave et belønningssystem, hvor en udflugtstur med voksen behov udløser retten til at spille på Ipad en time om aftenen. Den time om aftenen benytter far og mor til at få snakket og planlægge næste dag. Turen forløber ikke uden konflikter men de har opnået en følelse af fællesskab.
     
    Mit budskab er at forventningsafstemning er den mest afgørende faktor for succes på sommerferien. Tagdet ikke som en selvfølge at din partner og evt. børn kan gætte dine ønsker og behov. Sig dem højt og vær villig til også at lytte til din partner. Følelsen af at blive lyttet til og forstået, giver større lyst til at indgå kompromisser.
     
    Sender jer alle af sted på sommerferie med de bedste ønsker om en skøn og glædelig ferie.
     
    Artikel skrevet af den erfarne parterapeut Ulla Jane Jensen, som tilbyder parterapi i Odense, Blommenslyst og på hele Fyn. Ulla er indehaver af terapivirksomheden, Villa Vokseværk

    Hvis du har overvejelser om parterapi og vil vide mere om hvordan parterapi foregår, kan du læse meget mere om det her. 

  • Mænd der hjælper til med de huslige pligter har mere og bedre sex

    Mænd der hjælper til med de huslige pligter har mere og bedre sex

    Hvor mange skal hjem og støvsuge, vaske tøj og købe ind i dag?

    Ny forskning viser, at mænd, der tager del i de huslige pligter og gøremål, har mere og bedre sex med deres partner sammenlignet med mænd, som ikke deltager i arbejdet i hjemmet.

    Studiet, som er publiceret i det anerkendte tidsskrift Journal of Family Psychology, modsiger ellers tidligere studier, som ikke har kunne finde en sammenhæng mellem husgerning og kvaliteten af sexlivet.

    “De tidligere resultater lød ikke korrekte i mine ører og gav ikke nogen mening i forhold til de erfaringer jeg har med parforhold og parterapi. Med min intuition og baggrund som parterapeut, passede resultaterne simpelthen ikke,« siger professor ved University of Alberta i Canada Matt Johnson, som er en af medforfatterne på studiet”.

    Resultaterne kan dog ikke vise præcis hvor meget husligt arbejde, manden skal tage på sig eller hvad han skal lave. Det er helt op til det enkelte par, forklarer Matt Johnson.

    “I et hvert forhold er der meget forskellige syn på, hvordan det huslige arbejde skal fordeles. Det kan være baseret på parrets indbyrdes forventninger til hinanden og måske også deres viden om, hvordan det arbejdet bliver fordelt i deres omgangskreds,« siger han”.

    Læs også: 5 grunde til at du ikke skal sammenligne dit parforhold med andres 

    Så kære mænd, der er mange ting man kan gøre for at forbedre sit sexliv – at svinge støvsugeren, klare vasketøj og lave mad ER altså én af dem.

  • Det er ikke kærlighed der får jorden til at dreje rundt

    Det er ikke kærlighed der får jorden til at dreje rundt

    Det er kærlighed der gør turen umagen værd.

    Vi synes det er et fantastisk dejligt ordsprog – også på en mandag 🙂

  • Hurra!!! – Så er vores hjemmeside kommet op!

    Hurra!!! – Så er vores hjemmeside kommet op!

    Så har vi endelig fået en hjemmeside! Det er vi super glade for 🙂 Vi arbejder stadig på den og der er helt sikkert ting der skal rettes og ændres.

    Hvis du ser nogle fejl eller har andre input til sitet – så hold dig endelig ikke tilbage.

    Hav en dejlig dag!

  • Lægger du mærke til de små ting?

    Lægger du mærke til de små ting?

    Lægger du mærke til de små gode ting din partner gør i hverdagen?

    De parforhold, der klarer sig bedst i længden, er dem der er gode til at få det positive ud af små ting i hverdagen. Hvad enten der er tale om rent vasketøj, støvsugning, et kys på panden om morgenen eller måske bare et kærligt smil, så husk nu at sætte pris på det. Prøv også at sætte ord på hvad det egentlig betyder for dig. Fortæl endelig din partner, at du værdsætter vedkommende og de ting han/hun gør for dig i hverdagen.

    At føle sig værdsat, selv i en travl hverdag er virkelig noget, der styrker parforholdet. Det viser nemlig, at vi hverdagen – selv når vi har travlt med alle mulige andre ting – stadig har tid og lyst til at prioritere hinanden.