Parterapeut Gitte sander om sociale medier

Sociale mediers effekt på parforholdet

Du kender måske følgende scenarie: Du og din partner hygger i stuen, tv’et kører i baggrunden, og I sidder med hver jeres mobil, iPad eller computer. Af og til kigger du over på din partner for at se, hvad han/hun laver på sin telefon, men kan du ikke helt rigtig se, hvad der sker på skærmen. Du er blevet nysgerrig og vil gerne vide, hvorfor din partner sidder og smiler for sig selv, og måske er du også blevet frustreret.

Problemer med sociale medier i parforholdet

Danmark er et af de lande, hvor de sociale medier er mest udbredt, og procentdelen af befolkningen, der bruger sociale medier er meget høj. Tal fra en undersøgelse fra 2014 foretaget af Danmarks Statistik viser, at 89 % af de unge mellem 25-34 år bruger sociale medier dagligt. Brugen af sociale medier kan nogle gange give anledning til mistillid i parforholdet, især hvis den overskygger muligheden for at skabe kontakt til hinanden som par. Det er noget af det førende parterapeut og ekspert på området Gitte Sander fra Odense, ser par kæmpe med i sit daglige arbejde.

»Det kan skabe problemer er, hvis partnere ikke kan komme i kontakt med hinanden eller føler en afstand imellem hinanden, fordi de er på computeren eller telefonen, enten for at arbejde, underholde sig eller for at være i kontakt med andre end partneren. Hvis du ikke kan komme i kontakt med din partner, kommer du let til at føle dig overset, betydningsløs eller måske jaloux«

Det skaber problemer og udfordringer i parforholdet, hvis kommunikationen er truet.

»Den tid der bruges på de sociale medier eller måden de sociale medier bruges på har en tendens til at blive et problem i det øjeblik, parret balancerer på en lidt tynd is i kontakten med hinanden. Jo mere usikre parret er på hinanden, jo større problemer risikerer hændelser på de sociale medier at skabe. Omvendt kan usikkerhed i parforholdet også netop påvirke en eller begge partnere til at bruge mere tid på de sociale medier«.

Ifølge Gitte Sander er et typisk problem også, hvis parret ikke bruger den tid sammen, som er nødvendig, for at parforholdet trives og engagerer sig i hinanden. Hvis det står på over en længere periode, kan det komme så vidt, at en af partnerne – eller begge - begynder at føle sig uelsket eller betydningsløs. Parforhold er noget som begge er fælles om at pleje og værne, og det kræver tid og engagement at få det til at gro. Gitte Sander uddyber:

»Hvis den, der længes efter mere kontakt, har en partner, der ”forsvinder ud af kontakten” og ”ind i” telefonen eller computeren, så kan det være voldsomt frustrerende for den der søger at opnå kontakt, og vedkommende vil typisk føle sig forsmået eller tilsidesat, når den anden er i kontakt med andre mennesker«.

Vi opfatter telefonen, computeren og de sociale medier som en del af vores privatsfære og liker eller kommenterer for eksempel opslag på Facebook uden at tænke ret meget over det. Der skal imidlertid ikke så meget til før vores adfærd på de sociale medier kan blive opfattet som hemmelighedsfuld af vores partner, som vi jo ikke underretter, før vi liker eller kommenterer. Alene vores tilstedeværelse på de sociale medier og forbindelse med andre, for eksempel ekskærester eller kolleger, kan skabe en mistroisk og kontrollerende adfærd hos den anden, hvis parforholdet halter derhjemme.

»Nogle partnere kan blive meget utrygge og kontrollerende, blot fordi den anden i forholdet har adgang til sin egen Facebook-profil eller Messenger. Nogle partnere sidder for eksempel og tjekker andres profiler for at se hvad der sker der: Har min partner været sammen med den person på det tidspunkt? Kan jeg se noget? Er der nogle billeder af min partner, og smiler de til hinanden? På den måde kan man udføre et større detektivarbejde for at undersøge, hvor den anden reelt har været og sammen med hvem, eller gætte på hvem der føler hvad for hinanden osv. Det kan gøre ondt, hvis man selv har det dårligt sammen, at se partneren stå med armen om en kvindelig kollega og smile til hende på en måde, som man ikke selv længe er blevet smilet til. Nogle afslører løgne og utroskab via de sociale medier og læser tekstbeskederne. Hvis der er tale om direkte løgne skaber det som regel dybe sår og tillidsbrud. Et parforhold er bygget på de grundsten, at vi skal kunne regne med hinanden, vi har tillid til hinanden, og vi har en fortrolighed. Men mindre kan også gøre det. Da vi ikke rigtig har nogen rollemodeller indenfor brug af sociale medier kan man høre mange par sidde og diskutere, hvorvidt det er varmt eller romantisk at sende smileys og hjerter til sine kolleger og lignende«.

De mistroiske og jaloux følelser kan ifølge Gitte Sander også opstå hvis én bestemt person liker eller kommenterer opslag, billeder eller lignende. Det kan også være hvis partneren sidder og liker og  kommenterer på en bestemt persons opslag eller optræder på billeder, tagges eller lignende.

Ifølge parterapeuten er det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at forsøge at kontrollere sin partner eller tro, at man kan styre andre voksne menneskers adfærd, så hvis mistroen fører til kontrol af hinanden, er man ved at komme ud på et vildspor. For det første ligger der en utryghed bag, som nødvendigvis må bearbejdes, for det andet kan selve kontrolvirksomheden være med til at skabe en rigtig dårlig stemning i parforholdet. Vi har alle brug for vores eget personlige rum, og vi ønsker alle at være elskede og gode nok sådan som vi er. Og det kan meget nemt føles invaderende eller overvældende, og som et tegn på manglende accept eller kærlighed, hvis partneren begynder at overkontrollere detaljer i alt hvad man foretager sig – og måske hænger sig fast i detaljer, som man ikke selv kan se noget særligt i – hvilket også ofte ses.

Læs også: Tjekker du din partners mobil?

Hvad anbefaler parterapeuten?

Gitte Sander foreslår par som oplever disse problemer, at de arbejder hen mod en fælles forståelse af sagen for eksempel ved at give sine oplevelser og følelser til kende overfor hinanden. »Vi er nød til at drøfte ting som disse med hinanden, for vi har ikke nogen rollemodeller eller en kultur, der fortæller os, hvad vi skal gøre. Det er godt i et parforhold at fortælle hinanden, om hvordan man har det, hvad man føler. Tale om det, simpelthen. Det bedste er om muligt at behandle det sammen, fremfor at gøre den ene eller den anden person til problemet«, siger hun.  

Hvis man er i et forhold, hvor ens partner hele tiden har et behov for at tjekke sin telefon, anbefaler Gitte Sander, at man giver udtryk for, at man har bemærket det, samt hvilke følelsesmæssige reaktioner der opstår hos en. »Når du hele tiden tjekker din telefon, føler jeg…« og gennem det at tale sammen om tingene forhåbentlig mødes og få skabt nogle aftaler, der kan virke for begge parter. Pas på med at det ikke kommer til at lyde som en kritik eller nogle bebrejdelser, husk at tale om dig selv og husk at tage emnet op, når I begge er parate til og har sat tid af til samtalen.

Mange par har brug for mere positiv tid sammen, og aktiviteter der handler om alt muligt andet end hvad der foregår på de sociale medier. Hvis man lige har lavet noget sjovt eller dejligt sammen, eller lige har modtaget stor opmærksomhed og kærlighed, eller er blevet positivt overrasket af sin partner, er det langt vanskeligere at blive jaloux eller mistroisk overfor den anden. Hvis du selv føler dig mættet og godt tilpas i relationen, samt er sikker på jeres gode forhold, er det nemmere at være tryg.

Men nogle har også brug for, at man selv optræder mere sammen som par på de sociale medier, for eksempel ved at vise omverdenen, at man er et par ved at poste glade fotos fra gode oplevelser eller tillade sig at kommentere positivt på hinanden. Det er en naturlig del af kærligheden gerne at ville vise kærligheden frem for omverdenen, og det er også en naturlig del af kærligheden gerne at ville have familie og venners accept og opbakning til parforholdet. De fleste ønsker, at deres partner er stolt af dem og i stand til at vise det for hele verden.

Man kan også vise hinanden sin glæde ved og påskønnelse via private tekstbeskeder. Hvis partneren er jaloux over det du skriver til andre, er det højest sandsynligt fordi vedkommende ville ønske at du skrev sådan til ham/hende. Hvis du skriver 10 gange om dagen til en anden, så prøv at putte den samme tid og positive energi ind i at sende det samme til din partner, og se hvilken effekt det har på jeres relation.

Nogle gange, hvis der er voldsom jalousi eller hvis der har været utroskab, som har involveret sociale medier, ønsker en partner at bestemte personer bliver slettet som kontakt hos deres partner eller at billeder eller beskeder bliver slettet. Selvom det kan være indviklet, for eksempel hvis der er tale om en kollega eller en person som man også er i grupper sammen med, kan det også nogle gange være en meget nem måde at vise partneren hvem der er den vigtigste og mest betydningsfulde for én. Det kan for eksempel hjælpe på parforholdet, hvis man efter en affære sletter alle kontaktflader til den, man var utro med. En måde at vise hvem man har valgt.

Hvad der derimod ikke er hjælpsomt ved utroskab er selv at slette beskeder før partneren får lejlighed til at se dem. Dette kan skabe yderligere mistro og jalousi. Fantasien overgår meget ofte virkeligheden i forhold til hvad der har stået i de beskeder og mange føler sig meget provokerede af at noget bliver gemt for dem og forestiller sig at det skyldes en større fortrolighed i den relation der var tale om. Plus selvfølgelig hvad der kan gøre det endnu værre; hvis man har løjet om det og bliver afsløret i at have slettet noget.

Hvis et par føler, at de er ved at glide fra hinanden, kan det være en god ide at holde pause fra de sociale medier og i stedet putte energi ind i parforholdet. Men hvorvidt det kan være en fordel at indføre regler vedrørende brugen af smartphones og sociale medier, afhænger meget af hvordan situationen ser ud hos parret, siger Gitte Sander. Nogle par kan have glæde af at indføre regler om brugen af smartphone og computer, men det kan variere meget fra par til par, hvordan situationen ser ud, og ofte er regler ikke det, der i sig selv opløser konflikten. I hvert fald nytter reglerne ikke så meget, hvis ikke man får talt om hvilke behov, ønsker og længsler, der ligger bag ved dem.

Læs også: 8 ting du har ret til at forvente fra din partner

Hvorfor søger vi kontakt gennem Facebook?

Som mennesker har vi et stort behov for have social kontakt med andre. Vi er nysgerrige, regulerer os selv gennem sociale interaktioner og vil gerne følge med i, hvad vores familie og venner laver. Selvom alting ikke er lige spændende, føler mange sig stimuleret ved at være opdateret på, hvad der sker på de sociale platforme.  Derudover vil vi gerne underholdes, og det at tjekke de sociale digitale platforme kan føles som en uforpligtende pause.

For nogen kan mobilen og de sociale medier være en flugtvej, eller der kan være tale om en afhængighed, hvis man hele tiden tjekker Facebook. Hvis det sidste er tilfældet, kan man ifølge Gitte Sander arbejde terapeutisk med de følelser og tanker der ligger bagved,  og søge andre måder at få dækket sine behov på, hvis der er tale om nogle mere grundlæggende udækkede behov.

Ifølge Gitte Sander er problemet ikke, at vi søger kontakt med andre. Det er menneskeligt og sundt at være sammen med andre mennesker og have et socialt netværk, og de fleste har flere sociale omgangskredse, såvel arbejdsmæssigt som i fritiden. Frem for at forbyde adgangen til de sociale medier, kan man anbefale at skrue op for kontakten med hinanden face-to-face og sætte tid af til at lave noget sammen. Involvere sig med både partneren og omgangskredsen. Det styrker kontakten og nærværet - og der bliver mindre tid til at tjekke Facebook.

Skrevet af Jeppe G Nørgaard.

Stort tak til Gitte Sander for inspiration og hjælp med artiklen.


Gitte driver sin terapi virksomhed i Odense og her på siden har du naturligvis mulighed for at få mere viden om parterapi, se tal og statistik om parforhold i Odense og på Fyn. Du kan naturligvis også finde en kompetent parterapeut, som kan hjælpe jer på vej til et bedre parforhold. Se mere her

 

Flere artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *