Dag: 3. juli 2016

  • Når den første forelskelse bruser af – hvad så?

    Når den første forelskelse bruser af – hvad så?

    Så kommer kærligheden da. Den dybe, ægte, nærværende, stabile kærlighed for livet. Eller?

    Er der noget, der kan slå os omkuld, er det kærlighed. Først i form af forelskelsen. Det brusende hav af beundring, begær, lyst, nydelse bliver altomsluttende i en periode. En periode, hvor vi næsten kan glemme os selv, venner og familie. Og så stilner bruset af og det er tid til at finde hinanden på en ny måde. Og det er her det gælder om at være opmærksom – på hinanden og på sig selv – for ikke at blive slået omkuld af sårbarheden.

    Vil du vide mere om parterapi og hvad det kan betyde for dit parforhold? – så se vores store guide her.

    For, hvad er det egentlig der så sker, når det lige pludselig holder op med at være brusende og den så naturlige forelskelse erstattes af tvivl, trods, spørgsmål og en lyst til igen at dyrke egne interesser? Når det vi først var så tiltrukket af, bliver irriterende eller problematisk.

    Det som vi fandt så tiltrækkende ved vores partner – er oftest egenskaber, som ikke er så veludviklede hos os selv. Og forelskelsen og sammensmeltningen var en mulighed for at få disse egenskaber helt ind tæt på – og nærmest absorbere dem.

    Fordi partneren opfylder vores drømme (alt det vi ikke selv er), har vi en tendens til at idealisere ham/hende. Eller i hvert fald at have de romantiske briller på. Og fokusere på de gode sider og vende det blinde øje til de problematiske sider. Vi har faktisk ikke set den elskede som han/hun virkelig er – men som vi så inderligt ønskede at den anden skulle være. Vi har projiceret vores inderste længsler over på den anden og forstærket følelsen af selv at være fuldendt. Men …det har en pris at vi ikke ser hele virkeligheden…måske kommer der efterfølgende en følelse af skuffelse, vrede eller at være blevet snydt. Men hvem har snydt hvem? Og hvordan snyder vi os selv?

    …og her er det vigtigt at grundlaget for parforholdet, kærligheden, VI’et kan tåle de udfordringer der følger.

    Den enkeltes reaktion på de barske realiteter afhænger af, hvad der er med i rygsækken. Hvilket liv der ligger forud og hvordan vi har lært at være i verden fra barnsben.

    Alle de reaktionsmønstre der er kodet ind i hjernen bliver aktiveret, når kærligheden driller og vi føler os sårbare, svigtede eller ikke gode nok.

    Vær opmærksom

    Jo mere opmærksomme på og åbne for at se på vores mønstre og acceptere dem, jo lettere er det at være i relationen. Det gælder ikke kun for kærlighedsrelationer. Men særligt for parforholdet er, at det ofte er vores partner der spotter de uudforskede (problematiske) sider i os. Og netop det gør det så udfordrende og ’farligt’…fordi tænk nu hvis jeg bliver vraget fordi jeg ikke er perfekt.

    Nogle af os har så god erfaring med at undgå følelsen af at være uelsket, at vi pr. automatik sætter beskyttelses beredskabet i gang. Vi når måske ikke engang at opdage det før vi sidder kampklar i bunkeren. Måske ser vi det slet ikke som et mønster hos os selv – men udelukkende som noget partneren er skyld i.

    Kærlighed er hårdt arbejde. Det som kom så let til os i forelskelsen kræver pludselig næring, opmærksomhed og konstant pleje. Kærligheden kræver, at vi gør os umage.

    Ti tips til kærligheden – også efter forelskelsens skønne rus er dampet af

    1. Vis hengivenhed hver dag (kompliment, kys, blik)
    2. Vær nysgerrig – stil spørgsmål
    3. Vis interessere i din partners liv og fortæl om dit
    4. Tal pænt til hinanden
    5. Tag ikke din partner for givet
    6. Brug hinandens styrker
    7. Vær god ved dig selv
    8. Dyrk og fremhæv det I er gode til sammen
    9. Søg hjælp – både som par og individuelt – hvis I ’knirker’
    10. Bliv enige om at det er OK at være uenige – uden at slås

    Kærligheden kan ikke stå alene. Og kan ikke bæres af kun den ene part i et forhold. Det er en fælles opgave at dyrke VI’et. Et fælles ansvar. Som part i et parforhold har du også et individuelt ansvar. For dig og det du bringer ind i jeres fællesskab. Du har ansvaret for, hvordan du giver og modtager kærlighed. Et ansvar for at sige til og fra. At udtrykke dine behov. Og lytte til din partners. Når du tager ansvar for dig og dit liv, får du frihed til at vælge. Vælge kærligheden. Vælge det liv du ønsker. Vælge dig selv og din partner.

    Når den første forelskelse har lagt sig (og det gør den – det er helt normalt), så er det tid til at udforske kærligheden. På den lange bane. Tid til at skabe et VI der stikker dybere og kan bære jer igennem det der udfordrer.

    Tag hinanden i hånden i dag og vælg VI’et. Mærk at I hører sammen – som to selvstændige individer.

    Indlæg skrevet af Camilla Frøjk


    Lovecast.dk har vi samlet en lang række dygtige parterapeuter, som tilbyder parterapi til par, som oplever problemer og udfordringer med at få kærligheden til at fungerer. Find en dygtig parterapeut her.

  • Hvilket kærlighedssprog taler I?

    Hvilket kærlighedssprog taler I?

    Når du gerne virkelig vil udtrykke overfor din partner, hvor meget du elsker ham/hende hvad gør du så?

    Siger du en masse søde ord? Tager du tid ud af din kalender, så I kan have en dejlig aften sammen? Giver du ham/hende en gave? Gør du en ‘tjeneste’? Eller viser du det ved fysisk nærhed, kys og kram?
     
    Vi har alle hver vores måde at udtrykke vores kærlighed på og vi har tilsvarende også hver vores måde at føle os elsket på. Når man i et parforhold ikke har samme kærlighedssprog, kan man nemt komme til at ‘tale’ eller “føle” forbi hinanden med sine handlinger. Derved kan man let misse den kærlighedserklæring din partner faktisk giver dig ved fx at sige at du er dejlig eller jeg elsker dig, pumpe din cykel, give dig et stort kram og masser af kys, bruge tid med dig eller måske ved at købe din yndlingsparfume til dig.
     
    Det er meget normalt, at man som par, slet ikke har samme kærlighedssprog – og det er der sådan set ingen problemer i. Så længe I KENDER hinandens kærlighedssprog, og øver jer på at ‘tale’ det.
     
     
    Der er fem kærlighedssprog i alt og man kan godt have 2 forskellige, men man har oftest et primært.
    Vi taler 5 forskellige kærlighedssprog

    1. Værdsættende og kærlige ord 

    Hvis du elsker at modtage ros, kærlige ord og ytringer som eksempelvis »Jeg synes du er en rigtig god far«, »du ser dejlig ud i den kjole« eller »Jeg synes du klarede puttesituationen så flot«, så er det nok fordi dit kærlighedssprog er ord.

    2. At tilbringe tid sammen

    Det kunne eksempelvis være at komme en time tidligere hjem fra arbejde for at bruge tid til at hygge sammen. At planlægge en babysitter som passer børnene, så I kan få en paraften, hvor i kun forkuserer på hinanden. At gå en tur sammen i skoven. Eller simpelthen bare at smække benene og på sofebordet, sidde sammen og se en serie på Netflix.

    3. Gaver

    At købe noget med hjem, som du ved din partner vil blive glad for. Hvis dette er dit kærlighedssprog, vil signalværdien i, at din partner har tænkt på dig og gjort sig umage for at købe noget du bliver glad for, være meget stor.

    4.Tjenester

    Det kan være noget så basalt som at gå ned med skrald eller tømme opvaskemaskinen. Fylde bilen op med benzin til mandag morgen eller tage børnene med på legeplads og give dig 1 time på sofaen alene. At gøre noget der gør din partner glad.

    5. Fysisk nærhed – Berøring

    Fx at lægge armene om din partner når han/hun laver mad eller sidder ved computeren. At holde i hånden mens i sidder på sofaen og ser fjernsyn eller taler sammen. Eller at kysse hinanden goddag og farvel når i kommer og går.

    Hvordan viser I kærlighed?

    Mennesker viser oftest kærlighed gennem sit primære kærlighedssprog – og det er der man kan gå helt galt af hinanden.
    Hvis hans kærlighedssprog eksempelvis er tjenester, og han derfor altid fylder bilen op med benzin søndag aften, og hendes kærlighedssprog er tid sammen, vil hun blive ked af at han smutter afsted på tanken. Og han vil blive irriteret over at hun ikke sætter pris på at bilen er tanket, når hun skal på arbejde mandag morgen. Og misforståelsen bliver til frustration.
    Hvis man derimod er bevidst om hinandens kærlighedssprog, kan man øve sig på at vise sin kærlighed med den andens kærlighedssprog – hvilket ofte giver et rigtig godt resultat. Men også anerkende, at det er en kærligheds handling der er i gang, når ens partner engang imellem misser og rammer ved siden af når han/hun viser kærlighed på sin egen måde.
    En parterapeut vil kunne hjælpe jer med at finde netop jeres kærlighedssprog – hvilket kan tage hånd om en masse mulige konflikter allerede inden de opstår. Det kan derfor være en god idé at kontakte en af vores parterapeuter inden konflikterne og problemer vokser jer over hovedet.

    Vil du have mere viden om kærlighedssprog? 

    Hvis du vil vide mere om kærlighedssprog kan vi varmt anbefale bogen »Kærlighedens 5 sprog« af forfatten, Gary Chapman. Gary er ekspert i familieliv og parforhold og bogen går i dybden med de 5 kærlighedssprog og hvilken betydning kærlighedssproget har for parforholdet.
     Indlæg skrevet af Anna