Der er gået en prås op for mit barnebarn denne sommer

»Vi har modtaget denne lille anekdote fra en bekymret farmor, der følger med i vores univers - det er vi meget glade for. Derfor kommer her en lille ærlig fortælling fra det virkelige liv«:

Mit barnebarn og jeg bor ikke i samme del af landet. Hun er derudover delebarn, så vores samvær sker hovedsagelig i sommerferien, hvor hun kommer på besøg hos mig en uges tid med sin far.

Jeg glæder mig altid til hendes besøg. Så får vi rig lejlighed til at føre samtaler om de ting, som hun går og filosoferer over i hendes dagligdag. Hun fylder 7 næste gang.

Da hun besøgte mig denne sommer, havde hun lige haft besøg af sin farfar hjemme. Han kom sejlende i sin båd, hvad hun var meget begejstret for. Ved den lejlighed var det imidlertid også gået op for hende, at farfar har været gift med farmor – engang. Det har hun ikke været klar over.

»Hvorfor er du ikke længere gift med farfar, farmor?«, spurgte hun en af de første dage. (Vi blev skilt for 25 år siden)

Øhm, øhm, ja hvad er lige det korte præcise svar på det spørgsmål lige her og hvordan skal jeg formulere det, så det bliver til at forstå, når man er næsten 7.

Læs også: Leger I gættelege hjemme hos jer?

Men hun var allerede parat med et svar, nemlig det svar hendes forældre havde givet hende, som grund til at de gik fra hinanden: »Var det fordi du og farfar ikke længere var forelsket? Ligesom min mor og far ikke er det?« Øhm, øhm. »Og så lå min far sikkert også og græd om aftenen over jer, ligesom jeg gør, over at min far og mor ikke er sammen mere. Har du tænkt over det farmor? Bare fordi de ikke er forelsket! Og hvor ked af det jeg er!«

Hun græd ikke. Samtalen var ovre for hende. Jeg havde en klump i halsen og røde ører. Jeg følte mig som en skurk.  Hun foreslog et spil Uno. Og det spillede vi så.

Det er flere år siden mit barnebarns forældre er gået fra hinanden. De lever tæt på hinanden med nye partnere, som hun er glad for, så man kan ikke sige hun er ulykkelig. Men deep down sker der noget. En kedafdethed, som bryder frem ind imellem og har brug for at blive vendt – med sin farmor.

Pas godt på jeres parforhold, særlig hvis I har børn sammen.

Indlægget er skrevet af Sophie - Vi takker for historien og den ærlige beskrivelse. Vil du vide mere om parterapi, kan du læse meget mere om det her. Du kan også finde en dygtig parterapeut her.


JA TAK, TILMELD MIG TIL LOVECAST NYHEDSBREVET

Tilmeld dig Lovecast nyhedsbrevet og få masser af inspiration og tips til parforholdet! - du kan til enhver tid afmelde dig igen med et enkelt klik.

Flere artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *