Styrk parforholdet med disse 10 værdier

10 værdier der styrker jeres parforhold

Alle par oplever op og nedture i deres parforhold og det er helt normalt. Der er dog nogle vaner der går igen i sunde og stærke forhold. 

Vi kender vist alle de dage hvor det hele kan føles tungt. Dage, hvor vi føler os nede, måske både energi-, og følelsesmæssigt. Dage, hvor vores selvværdsfølelse daler - grå dage.

I min optik, er det bare sådan livet er. En helt fantastisk og ufordseende rutchebanetur, hvor vi kommer hele følelsesregistret omkring. Når det er sådan, er det jo ikke så mærkeligt, at der er dage hvor parforholdet også føles lidt hårdt og gråt. 

Men de er ikke nødvendigvis farlige for parforholdet – slet ikke. Et sundt og stærkt parforhold kan holde til meget, hvis bare man husker at have fokus på disse 10 værdier i dagligdagen.

1. Interesse

Det betyder rigtig meget for et parforhold at man interesserer sig for hinanden. Selvom det lyder simpelt og meget kliché agtigt, er det enormt vigtigt at man dagligt spørger ind til hinanden, fx. ”Hvordan har din dag været, skat?” eller ”Hvordan gik dit møde med X i dag?”. Det kan virkelig ødelægge følelsen af intimitet og tryghed, hvis man ikke viser interesse for hinanden i et parforhold.   Fx Hvis den ene kommer hjem og er glædestrålende over en oplevelse i løbet af dagen og oplever, at kæresten er helt uinteresseret.

2. Fysisk intimitet

Vi mennesker har en helt naturlig ’hudhunger’, som svenskerne kalder det, derfor er det ekstremt vigtigt i et parforhold at være tætte rent fysisk. Lange kram, at ligge og holde om hinanden, sex, kys og nus er essentielle for et trygt parforhold. En rigtig god måde at sørge for at få dækket sit nærheds behov, er noget så simpelt som at gå i seng på samme tid.

3. Omsorg

At udvise omsorg for hinanden er selvfølgelig super vigtigt. At være opmærksom på sin partner, hente et tæppe når han/hun fryser, lave en kop kaffe eller te når man laver til sig selv (eller i hvertf fald at spørge den anden) at lave sin partners livret eller yndlingskage engang i mellem. Små ting i hverdagen der betyder uendelig eget for den andens følelse af at være vigtig.

4. At hjælpes ad

En anden afgørende faktor er, at man er fælles om de praktiske pligter. Det betyder bestemt ikke at begge parter skal slå lige meget græs eller vaske lige mange maskiner tøj. Det betyder at begge parter skal bidrage til det fælles mål – at have et nogenlunde pænt og rent hjem, med mad i køleskabet og rent tøj at tage på hver dag.

5. Ærlighed

Det burde måske i virkeligheden stå som nummer 1. Fordi udover at der skal være kærlighed i et parforhold, er ærlighed noget af det vigtigste for at holde relationen sund og stærk.

Desværre bliver ærligheden nogle gange sat på spil af en hensynstagen der giver voldsomt bagslag. Hvis man fx siger man er hjemme ved midnat og så kommer dryssende klokken 4 om morgenen, eller siger at de sko kun kostede 250 kroner når der er trukket 1000 kr. på kortet, er det eneste der sker, at din partner føler sig løjet for. Og en løgn kan altså ikke gradbøjes. Den gør ondt og skader tilliden i et hvert forhold uanset om det bare handler om et par timer eller et par 100 kroner.

Så prøv aldrig at tage hensyn ved at modificere sandheden – det vil give bagslag.

Læs også: Kan I komme videre efter utroskab?

6. Fælles venner og interesser

Det er ikke sundt for en relation, uanset hvem den er imellem, at gå i total symbiose. Det gælder i dén grad også et parforhold. Men som kærester eller ægtefæller ER det vigtigt at bruge tid sammen. og her er det ud fra devisen: Kvalitet fremfor kvantitet. Det er som sådan ikke vigtigt hvor meget tid I bruger sammen, men det er virkelig vigtigt at I har noget tid sammen, hvor I begge er fuldt ud til stede, og giver hinanden hendes fulde nærvær og interesse.

Det er også vigtigt at I har nogle fælles interesser og fælles venner. Det er vigtigt for et parforhold, at skabe nogle fælles referencer og fælles minder. Igen behøver I ikke begge to at elske både golf, zumba, fransk madlavning og amerikanske girl flics. Men at finde et par interesser I kan dyrke sammen, styrker jeres følelse af samhørighed og fælleskab.

Faktisk viser forskning også, at det er vigtigt, at man skilter med sit parforhold og viser sin kærlighed til omverdenen. I Thomas Nielsens bog ”Kærlighed og parforholdet under forskerens lup” bliver det konstateret, at det er vigtigt for tilfredsheden i parforholdet, at man proklamerer en "vi-hed" til omverdenen. Det er med til at bekræfte, at jeg har dig, og du har mig, og det gør os trygge.

7. Respekt

Det giver sig selv at det er vigtigt at have respekt for sin partner. Hvis man har en dyb respekt for sin partner, vil det komme til udtryk i alle situationer - også når man skændes. Og det er især i de svære perioder at det er allermest vigtigt at huske sin kærlighed og respekt for sin partner. For når du har respekt for din partner, opfører du dig altid ordentligt, uanset om din partner er med dig eller ej, og du taler ikke nedsættende om ham/hende til andre.

8. Sårbarhed

I et hvert sundt parforhold bør der være plads til at man kan være sig selv. På godt og ondt. Man skal selv turde åbne op, og vise sine allermest sårbare sider, turde fortælle om det der gør ondt. Det skaber den dybeste følelse af samhørighed. Det skal selvfølgelig gå begge veje og gælde begge parter. Husk at tage i mod små indblik i din partners sårbarhed med ydmyghed, omsorg og varm kærlighed. Det kan være meget grænseoverskridende at lukke op til det dybeste indre, og hvis man bliver mødt med uforstående øjne, skepsis og negligering, er den dør lukket igen, og det vil skabe et stort hul i mellem jer som par.

9. Ansvar

Det er generelt rigtig sundt i livet at tage ansvar - for sig selv, sit eget liv, egne drømme, ønsker og længsler. Det samme gælder i et parforhold. Det er vigtigt at du selv tager ansvar for hvad du har brug for eller hvad du måske ikke trives så godt med. Et parforhold kan være svært nok i forvejen – man behøver ikke også at gøre det til en gættekonkurrence.

10. Kærlighed

Kærligheden er jo essentiel for at parforholdet overhovedet kan have et grundlag. Men med kærlighed, mener jeg ikke ’kun’ at I selvfølgelig skal elske hinanden. En sund kærlighed er nemlig også den der gør, at du kan holde hovedet koldt og hjertet varmt, når I fx er i en konflikt. Det er den der gør at du krammer din kæreste selvom I er midt i en diskussion, eller skriver en sød sms i løbet af dagen når du mærker savn. Pas godt på den – den er guld værd <3

Skrevet af Anna


Har du lyst til at udvikle og forny dit parforhold - så kan parterapi være det helt rigtige. Husk på, at der som regel ikke skal ret mange sessioner til, for at få rettet op på det der udfordrer jer. Her kan du få masser af viden om parterapi og parforhold. Du kan også få et godt overblik over kompetente og dygtige  parterapeuter

Flere artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *