Hvordan forandrer kærligheden sig typisk over tid?

I det følgende har jeg taget udgangspunkt i min mangeårige erfaring med langvarige forhold.

Kærligheden i et parforhold udvikler sig som bekendt i faser. Det er helt normalt, at følelsen af passion og intens tiltrækning ændrer sig over tid til en dybere kærlighed. I starten af et forhold er der ofte en periode præget af stærk fysisk og følelsesmæssig tiltrækning, hvilket skyldes de “romantiske” hormoner dopamin og oxytocin, der fremmer forelskelse og tilknytning. Men når denne fase aftager, træder andre aspekter af kærligheden frem.

Efterhånden som parret lærer hinanden bedre at kende, vil relationen ofte gå fra idealisering til en mere realistisk opfattelse af hinanden. Man begynder at opdage sider hos sin partner, som ikke nødvendigvis er lige så tiltrækkende. Begge parter finder ud af, at der også findes skyggesider, som de må forholde sig til.

Det medfører helt naturligt udfordringer, der fører til vækst og yderligere fordybelse, når parret tager imod dem. Den fordybelse ser jeg ofte resultere i, at kærligheden trinvis ændrer sig til en dybere form for tilknytning, der bygger på gensidig respekt, venskab og forståelse. I denne fase bliver intimitet og samarbejde væsentlige elementer, og parret lærer at håndtere konflikter på en mere konstruktiv måde.

Fra forelskelse til moden kærlighed

Parret er blevet et såkaldt “bevidst par” – de ved, at de er sammen for gensidigt at lære af hinanden. I deres kontakt har de mulighed for at heale hinandens smerte. Den smerte, de møder, er en uundgåelig komponent, når man bliver forelsket. Det, der antænder forelskelsen, og det, der gør, at netop dette par er interesseret i hinanden, er, at de gensidigt trigger hinandens dybereliggende smerte og får mulighed for at heale den.

Det er noget af det smukke ved en bevidst parrelation – at begge ved, at de kan udvide deres evne til at rumme den andens skæve sider, og at de kan heale hinanden. På den måde udvikler de deres evne til at elske dybere, både sig selv og hinanden. Det kræver naturligvis, at parret viser sårbarhed og er 100 % ærligt.

Når kærligheden forsømmes – altså når parret ikke arbejder aktivt på at holde forholdet levende – kan de begynde at føle afstand eller kedsomhed. Det betyder ikke nødvendigvis, at kærligheden er “død”, men at forholdet kan have brug for et “serviceeftersyn”. Ofte ser jeg, at der skal ryddes lidt op i krogene, fordi relationen er blevet for funktionel; det kan nemt ske i hverdagens travlhed. Så handler det mest om, hvad der er nemmest, i stedet for hvad der er mest levende for os.

Parret kan også få brug for nye måder at kommunikere på og værdsætte hinanden på igen. I vanernes form kan man nemt komme til at tage hinanden for givet, og det er ikke en god investering i sin relation at tage kærligheden for givet.

Hvornår bør man acceptere forandringer – og hvornår er det et tegn på, at noget skal justeres?

Forandringer er en naturlig del af ethvert forhold, og de kan ofte være tegn på vækst. Og det sker, uanset om vi vil det eller ej. Vi er som mennesker en dynamisk enhed. Vi udvikler os livet igennem, medmindre vi bremser væksten. Den udvikling, den enkelte gennemgår, er yderst vigtig at bringe ind i parforholdet, så partnerne kan acceptere og omfavne de forandringer, der sker. Det vil ofte være et betydeligt bidrag til relationen.

For eksempel kan forandringer som at få børn, skifte job eller flytte til en ny by skabe nye dynamikker i et forhold. Hvis begge parter er åbne over for forandringer og kommunikerer deres behov og følelser klart, kan disse ændringer styrke forholdet markant. Det er dog også vigtigt at kunne skelne, når forandringer ikke er sunde for forholdet. Hvis én part føler sig overset, utilfreds eller følelsesmæssigt distanceret, kan det være tegn på, at noget skal justeres. Og hvis intimiteten tilmed er fraværende, skal alarmklokkerne ringe.

Når alarmklokkerne ringer

En følelse af, at “det ikke er som før”, eller “det er som om, jeg ikke længere kender dig”, kan være en indikation på, at parret lever parallelle liv. Måske er de vokset fra hinanden eller har udviklet uforenelige behov. Under alle omstændigheder, hvis kommunikationen bliver præget af afstand, kritik eller forsvar, er det et tegn på, at noget i forholdet er blevet usundt og kræver både indre arbejde hos den enkelte og fælles indsats.

Jeg oplever ofte par, der startede deres liv sammen i de unge år, som hver især har brug for at udvikle sig som mennesker. Det er helt naturligt, og her kan det være en udfordring, især hvis den ene træder mere ud af deres fælles komfortzone end den anden. Det er virkelig vigtigt at give plads til de følelser – også frygten – der kan komme op til overfladen i sådan en udviklingsproces, for eksempel: “Elsker du mig stadig, hvis…?”, “Kan vi stadig leve sammen, hvis…?”. Jo mere parret formår at dele med hinanden og inkludere hinanden i processen, desto stærkere kommer de igennem.
At give hinanden frihed til vækst er en kærlighedsgave.

Hvilke udfordringer møder du i din praksis, når par kæmper med følelsen af, at “det ikke er som før”?

En af de store udfordringer, når par kæmper med denne følelse, er, at de ofte bekæmper deres egen frygt for at miste noget essentielt. Mange par frygter, at kærligheden ikke længere er der, eller at de ikke kan finde tilbage til den passion, de engang havde. Dette kan føre til frustration og endda en følelse af opgivenhed. Derfor gør jeg meget ud af i min praksis at hjælpe parret med at forstå, at denne følelse er en del af en naturlig proces i et langvarigt forhold.

En anden udfordring er, at mange par stadig er fanget i gamle mønstre, hvor de undgår sårbarhed eller kæmper om, hvem der har ret. Når konflikten handler om at vinde i stedet for at forstå hinandens behov og følelser, kan det føre til gentagelser af destruktive mønstre. Parterne kan føle sig uhørt eller misforstået og vil i stedet for at lytte kæmpe imod den andens kritik eller frustration.

Når noget skal fornyes

En af de vigtigste opgaver i terapi er at hjælpe parret med at forstå, at “det ikke er som før” ikke nødvendigvis betyder, at forholdet er slut, men at det er et tegn på, at noget skal fornyes. Det kræver ofte dybdegående følelsesmæssig udforskning og arbejde med de mønstre, der holder dem fastlåst. Jeg benytter f.eks. en metode som EFT (emotionelt fokuseret terapi). Det er en både veldokumenteret videnskabelig, og effektiv måde, at hjælpe par med at opdage deres følelsesmæssige triggere og arbejde med sårbarhederne for at få kærligheden tilbage.

Hvad kan man som par gøre for at udvikle sig sammen – i stedet for hver for sig?

For at udvikle sig sammen som par er det nødvendigt med en aktiv og bevidst tilgang til forholdet. Noget af det vigtigste er at etablere ærlig og kærlig kommunikation, hvor begge parter deler deres sårbarheder, behov og følelser. Jeg oplever ofte, at selv bevidste par falder i fælden ved at antage, at den anden ved, hvad de føler eller ønsker. Åben og ærlig kommunikation er fundamentet for et sundt forhold, da det giver begge parter mulighed for at blive set og hørt. Det kræver vågenhed.

Det er også vigtigt at værdsætte og vedligeholde nærhed og intimitet – både følelsesmæssig og fysisk. Den fysiske intimitet kan aftage over tid, men den kan genoplives ved at finde nye måder at være intime på. Det kan være alt fra små gestusser af kærlighed til mere aktivt at fokusere på det sensuelle, før parret inkluderer det seksuelle. Hvis der er opstået følelsesmæssig distance, kan det fysiske intime rum virke overvældende at springe direkte ind i.

Når parterapi eller egen terapi kan være relevant

Udvikling sammen kræver også, at man tager ansvar for sig selv, sin egen udvikling og sin rolle i forholdet. Parret kan ikke ændre hinanden, men de kan arbejde med sig selv, så de kan støtte hinanden bedre. Det kan for eksempel dreje sig om at:

• Lære at håndtere stress bedre
• Blive bedre til at være sårbar
• Overvinde frygten for at give sin partner frihed
• Give klart udtryk for egne følelser, selvom der er uenighed
• Udfordre frygten for forandring
• osv.

Hvis den ene part har en personlig udfordring, der bremser flowet i forholdet, kan det være nødvendigt, at den anden på en kærlig måde italesætter det og peger på, hvordan udfordringen hæmmer den fælles udvikling. Hvis I ønsker, at forholdet skal bevæge sig mere frit, kan I sammen finde ud af, hvad der skal til for at opnå det. Det er ingen skam, at den ene befinder sig på et andet udviklingsstadie end den anden – det er blot forskellige tidspunkter i livet, hvor man tager det næste skridt i sin udvikling. Det er helt naturligt.

Interkulturelle parforhold

Jeg har mødt mange par, som lever i et interkulturelt forhold – et miks af forskellige kulturer. Det er ofte yderst givende for parret, men kræver også indsats og forståelse fra begge parter at være kulturelt bevidste. Det gælder begges baggrunde, overbevisninger og værdier, så der skabes et grundlag for gensidig respekt og forståelse.
Ved at arbejde fælles om deres følelsesmæssige triggere kan parret navigere i en labyrint af traditioner, helligdage og skikke. Det gør det nemmere at finde kompromiser – og for nogen endda at skabe egne traditioner, som opbygger et harmonisk og kulturelt rigt partnerskab.

Betydningen af egenkærlighed

Vi har alle lært om kærlighed – eller fravær af samme – fra vores tidligste barndom, og vi er alle kommet igennem det på den ene eller anden måde.
I den voksne parrelation møder vi de sår, vi fik, og heldigvis får de mulighed for at hele, når vi har mod til at være sårbare og viser, hvor det gør ondt. Egenkærlighed er en vigtig faktor, vi alle skal være opmærksomme på. Parrets individuelle evne til at elske og acceptere sig selv påvirker nemlig deres evne til at udvikle kærlighed og intimitet i parforholdet. Derfor er det en afgørende proces at tage vare på egenkærligheden.

---