Psykolog Heidi agerkvist fortæller om det vigtigste for et godt parforhold

Den vigtigste faktor for et godt parforhold

Hvordan hænger det sammen, at det både kan være så ubeskriveligt dejligt at være i et parforhold, at det hele føles som meningen med selve livet, når det også kan være så smerteligt, opslidende, hårdt og drænende at være i en tæt og forpligtende relation til et andet menneske?
 
Det er da paradoksalt, at parforholdet både kan være kilde til så megen lykke – og så megen ulykke. Eller er det?
 
Når jeg arbejder med par og i min klinik i Århus, har jeg fokus på mange ting, for der er mange ting at have fokus på, når et par træder ind ad døren og viser mig den tillid det er at dele deres relation og dens sårbare steder med mig. Jeg kan ikke have fuld opmærksomhed på det hele hele tiden, men der er én ting jeg aldrig lader slippe ud af mit opmærksomhedsfelt.
Det vigtigste for et parforhold er kontakten

Den vigtigste enkeltstående faktor:

Kontakten mellem parret – og derfor selvfølgelig også de ting der er med til at styrke den, og hvad der står i vejen for den.

Den vigtigste faktor i et parforhold er, set ud fra en emotionsfokuseret og tilknytningsbaseret tilgang til parterapi, kontakten.
Vi mennesker er skabt til at være i kontakt. Vi kan ganske enkelt ikke tåle ikke at være det. Når vi bliver i tvivl om kontakten, om der er ”hul igennem” til dem der er vigtige for os, så kalder vi.
Denne video om Still Face eksperimentet af Edward Tronick illustrerer det fænomen på fineste og mest hjerteskærende vis.
Som det ses, kan vi kalde på mange måder, når vi gerne vil i kontakt. Først venligt, inviterende og imødekommende. Så lidt højere og mere tydeligt og insisterende. Derefter får formen karakter af desperation og protest. For til sidst at blive til resignation og opgivenhed, hvis vi ikke føler, at vi lykkes med at komme igennem til den anden part og blive taget mod i vores behov for at få kontakt.

Når mønsteret tager kontakten

Det samme mønster ses i parforhold, hvor den ene eller begge parter bliver i tvivl om, om der er hul igennem til det menneske, som er betydningsfuldt. Vi kalder på kontakt. Nogen gange venligt og inviterende. Nogen gange ved at råbe og skælde ud. Nogen gange ved at kalde den anden alt muligt, som vi godt ved ikke er særlig smart, men som er et forsøg på at få kontakt og få en reaktion.
Det gør nemlig ondt, når der ikke er kontakt. Til gengæld er det så dejligt og beroligende og varmt og trygt, når kontakten er der, og det er muligt at komme igennem, til den man elsker.
Derfor går parterapi dybest set ud på at kortlægge de mønstre (adfærd, reaktion, tolkning) hos parret, som stjæler kontakten imellem dem, og hjælpe dem til at blive et team om at træde ud af de mønstre, i stedet for at lade mønstrene komme imellem dem og begynde at bekæmpe hinanden.

Kontakten skal plejes

Der er mange ting man kan gøre for at give næring til kontakten. For det skal den have. Kontakt er ikke en statisk størrelse, som bare er der én gang for alle. Eller som altid vil være der, hvis man er ”rigtige for hinanden”. Kontakten er dynamisk og foranderlig og påvirkes af mange faktorer i læbet af en dag. Eller i løbet af blot et par sekunder.
Derfor skal den plejes og næres og værnes om. Hver dag.
Her får du et helt konkret redskab til at bruge de fire gratis muligheder for at nære kontakten mellem dig og din partner, som hver eneste dag byder på.

Fire særlige muligheder

Hver dag er der fire særligt oplagte muligheder for at værne om kontakten, give den næring, og genskabe den, hvis den er røget (og det er den ind imellem).

• Når vi vågner og får øje på hinanden for første gang den dag.
• Når vi skilles og tager afsted i hver sin retning til dagens opgaver
• Når mødes igen ud ad dagen efter at have været adskilt en del timer
• Og når vi går i seng og afslutter den dag.
De fire tidspunkter giver jer som par mulighed for at give jeres kontakt en portion omsorg og benzin. Her er mulighed for at stoppe lidt op og bruge lidt ekstra tid (bare et par sekunder) på at connecte.
Når I ser hinanden for første gang den dag, så sig ”Godmorgen” med øjenkontakt og lad jer hvile i den i et par sekunder.
Når I skilles for dagen, så brug lige fire sekunder mere på det næste gang. I stedet for at råbe ”hej hej” ude fra gangen, og gå ud ad døren med et halvt svar som kvittering, så brug de ekstra sekunder det tager på at sige ordentligt farvel. Med øjenkontakt og et smil. Måske også med kropskontakt. En hånd på armen eller et kys. Vær nærværende når du siger ”Jeg kører nu. Hav en god dag!”
Når I ses igen senere på dagen, så giv jer selv plads og tid (igen er det sekunder, det handler om) til at mødes i ordentlig og tyk kontakt.
Når I slutter dagen og lukker ned, så luk også jeres kontakt kærligt ned, så den ikke flagrer uforløst. Tag jer selv og jeres relation så alvorligt, at I siger godnat til hinanden – også selvom dagen måske har budt på uenigheder eller I har såret hinanden. Tiden ved godnat er en mulighed for at række ud til hinanden og til kontakten igen. Uenigheder er meget nemmere at håndtere, hvis der bare er kontakt imens.

Jo, det har du tid til

Dette kan gøres på 4x4 sekunder, så ”vi har for travlt og har slet ikke tid til den slags” er ingen undskyldning. Tværtimod vil det spare jer tid på sigt. I vil nemlig komme til at bruge mindre tid på at misforstå og såre hinanden, på at blive modløse og i tvivl, og på at skulle reparere kontakten igen, når den har fået større brud.
Den vigtigste enkeltfaktor i et parforhold er kvaliteten af kontakten, og parternes evne og villighed til at pleje den og være til rådighed for at genskabe den, når den er røget. Med dette simple redskab er du godt på vej til at styrke kontakten og dermed jeres parforhold!
Rigtig god fornøjelse!
Heidi Agerkvist
Psykolog og Parterapeut
Århus

Flere artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *