Her er 7 principper som kan gide et bedre parforhold

7 kærligheds principper, som forbedrer dit parforhold

Vi har lavet denne lille »parforholdsguide«, som vi mener, er et godt udgangspunkt til at starte en samtale omkring parforholdet.

Et godt og velfungerende parforhold er drevet af lysten og viljen til at gøre sig umage for hinanden. At give sit bedste og at være villig til at arbejde med de ting der ikke fungerer. Vi skal være positive og åbne overfor hinanden, vi skal lytte til hinanden og naturligvis også respektere hinanden og hinandens holdninger – også når det er svært. Listen her, er lavet til par, der som udgangspunkt fungerer godt, men som måske har brug for lidt input og inspiration til at få tingene i hverdagen til at fungere endnu bedre. Print listen ud og sæt tid af til at gå den igennem sammen og få en snak om hver enkelt punkt.     

1. Indgå en partnerpagt

Start med at indgå en pagt med hinanden, som basalt set handler om at afgive et løfte. Et løfte, som I så vidt muligt skal forsøge at holde. Vi er jo alle kun mennesker og vi kan selvfølgelig ikke love hinanden ikke at fejle, tvivle eller at komme til at såre hinanden. Men vi kan love hinanden at vi vil gøre vores absolut bedste for at værne om parforholdet, og vi kan love ikke at gå fra hinanden, uden varsel, og uden først at forsøge at arbejde med problemerne. Denne pagt, skal bruges som et værn om det I har sammen, og når I oplever modgang og tingene bliver svære – hvilket sker i alle parforhold. Lov hinanden at være ambitiøse med parforholdet og giv kærligheden topprioritet - især i de svære perioder. Prøv hver især, at sætte ord på det I vil love jer selv og hinanden og skriv det ned. Det er nemlig de ord I skal bestræbe jer på at efterleve.

2. Bliv glad for hverdagen

Der er selvfølgelig stor forskel på at leve et frit og uforpligtende liv, uden bekymringer og sure pligter, og til at føle sig fanget i hamsterhjulet og hverdagens pligter. Men det kan sagtens lade sig gøre at finde en vej, hvor I sammen nyder hverdagen og de gode ting I har opbygget sammen. Spørg ind til hinandens dag og vis omsorg og interesse for hinandens liv. Planlæg sex og sæt tid af til at tale og hygge sammen. Undersøg om I er tilfredse med hverdagen og tal sammen om hvordan den kan forbedres. Forsøg at have det sjovt sammen og find ud af om der er noget I længes efter. Hvis I længes efter noget, så tal om mulighederne for at udfolde det inden for de rammer I har skabt i parforholdet.

3. Tid sammen og hver for sig

Selvom I er i et dejligt parforhold, kan man nemt køre træt i pligter og i hverdagens trivialitet, hvor man aldrig rigtig hverken har tid sammen eller hver for sig selv. Som mennesker, har vi brug for at mærke os selv, og vi har brug for at kunne være alene og tanke op, for at kunne gå helhjertet ind i relationen til andre. På samme måde har vi også brug for en tæt tilknytning til den anden, for at stå stærkere alene. I stedet for at lade hverdagen flyde sammen til en uendelig masse grå dage, hvor I hverken er sammen eller alene, så aftal hvornår og hvordan I er sammen og hvornår og hvordan I er alene. Planlæg uge for uge hvornår I er ude, hvornår I har tid til at være alene og hvornår I er sammen.

4. Få en fælles social omgangskreds

Mennesket er et socialt væsen og derfor har vi brug for andre mennesker i vores liv til at give og energi, glæde og overskud. At få en fælles social omgangskreds og en større omgangskreds, giver fornyet inspiration og variation. Uanset om I trives bedst med at se forældre, søskende, naboer eller venner, så er livet bare sjovere, mere farverigt og inspirerende, når I tillader flere mennesker at være en del af det. Et parforhold kan ikke opfylde alle vores behov som mennesker og vi har brug for inspiration udefra. Mange ting bliver lettere og sjovere, hvis man ikke er alene om det. Uanset om det er familie middage, udflugter eller overnatning med børn hos venner så er det en gave at være en del af noget, som er større end en selv og kernefamilien. Parforholdet kan være vidunderligt, men intet menneske kan udfolde alt sammen med kun én anden. Giv derfor plads til de andre, og glæd jer over at se hinanden vokse som mennesker. Find derfor ud af hvem I kan invitere til middag og hvordan I kan udvide jeres omgangskreds.

Læs også: 8 ting du har ret til at forvente fra din partner

5. Genopdag hinanden

Når vi er et parforhold over længere tid, har vi det med at blive meget sikre på hinanden. Sikkerhed skaber tryghed, som er vigtigt i et parforhold, men det kan også skabe en følelse af at sidde fast og en følelse af at alt bliver forudsigeligt og ensformigt. For at undgå dette, kan I prøve at på opdagelse i hinanden – måske vil I opdage noget nyt, se nogle nye sider af hinanden eller måske bare genopdage noget ved den anden I havde glemt. Tag eksempelvis initiativ til en aften, hvor I bruger tid på at opdage noget om den anden, I ikke viste i forvejen, gør noget I ikke plejer eller stil hinanden 5 spørgsmål om jeres drømme, fantasier og bekymringer. Det er aldrig for sent at lære noget nyt.

6. Husk dig selv

At huske sig selv og at mærke efter hvad man selv virkelig har brug for er vigtigt. At fylde sig selv op med noget der giver glæde, lyst og selvkærlighed, styrker også kærligheden til hinanden. Man kan kun elske, hvis man elsker sig selv. Når vi dyrker vores nydelse, styrker vi også kærligheden til hinanden og ved at vi åbner op for de intime rum mellem os og blive bedre til at få nydelsen, legen og nærværet ind i parforholdet. Der skal være plads til at smække fødderne op og tage en lur, fordi I er trætte og bare har brug for at være alene et øjeblik eller plads til at arbejde dedikeret for det, man tror på, og som giver en mening i livet. Det vil efterfølgende give en større forståelse og tilfredshed, som I derefter vil være langt mere villige til at gengælde. Prøv at få en snak i gang om det der betyder noget for jer.

7. Tænk igen

De fleste par oplever problemer og kriser på et tidspunkt i parforholdet. Når livet gør ondt og er hårdt, har vi en tendens til at søge væk fra smerten og det der piner os. Og vi skal selvfølgelig sætte grænser og passe på os selv. Er der ting vi ikke kan eller vil leve med, så kan et opbrud være den eneste udvej. Men ægte visdom kræver ofte tid og omtanke, og vi har ofte en tendens til at forlade det der gør ondt eller det der ikke længere er sjovt. Tænk dig om en ekstra gang og brug tid på at se tingene fra flere perspektiver. Lov hinanden, at næste gang I bliver sårede eller vrede og bølgerne går højt, så forsøg at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Giv plads til at mærke efter, hvad du virkelig føler, så du kan fornemme, hvor kærligheden er og lov hinanden aldrig at true med skilsmisse eller at skride, med mindre I virkelig mener det.

Skrevet af redaktionen


Parterapi kan være virkelig effektivt - også selvom I ikke oplever de helt store problemer i parforholdet. Flere og flere par er begyndt at gå i parterapi for at værne om parforholdet og for at forebygge problemer. Vi samlet et stort udvalg af dygtige parterapeuter med forskellige kompetencer, som står klar til at hjælpe hvis I har brug for det. Se listen med alle vores parterapeuter her. 

Flere artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *