Forældre elsker deres børn – men mange kæmper i stilhed

Indlægsdato

Forfatternavn

Et billede af Connie Skammelsen terapilokaler

Parterapeut og familievejleder Connie Skammelsen møder hver uge forældre, der kæmper med følelsen af utilstrækkelighed, stress og et parforhold i opbrud. Børnefamilierne kommer ofte sent i forløbet – når kriserne allerede har gjort ondt længe. Men det behøver ikke være sådan, mener Connie.

»Jeg har aldrig mødt et menneske, der kunne klare alting selv,« siger hun

Og netop den sætning er et vigtigt pejlemærke for hendes arbejde. Mange forældre går alt for længe med følelsen af, at de “burde kunne klare det selv”, og det er en misforståelse, hun ofte må hjælpe dem med at slippe.

Børn, der lukker verden ude

Ifølge Connie kommer børnefamilier i dag oftere i terapi med komplekse bekymringer – især relateret til børnenes trivsel. Et gennemgående tema handler om tab af kontakt:

»Jeg møder mange forældre, der føler, at de ikke længere kan nå ind til deres barn. Det kan være et barn, der har lukket sig inde bag en skærm, eller som nægter at spise, råber, kaster med ting – eller reagerer voldsomt fysisk,« forklarer hun.

Forældre kommer til hende med frustration og afmagt – og en følelse af at være i kamp med barnet frem for i kontakt.

»Der opstår en styrkeprøve – hvem er stærkest? Det er enormt opslidende. Og desværre ser jeg alt for ofte, at voksne omkring barnet – skole, institution – ikke har reageret i tide.«

Når forældrene er pressede

Men det handler ikke kun om børnene. Connie ser tydeligt, hvordan pres fra arbejdsliv, økonomi og egne forventninger påvirker forældrene – og parforholdet imellem dem:

»Når vi er belastede eller føler os utilstrækkelige, så går kroppen i alarmberedskab. Vi bliver hurtigere vrede, mindre tålmodige og har sværere ved at rumme hinandens fejl. Det skaber afstand – også mellem mor og far.«

Og ofte rammer det børnene direkte.

»De bærer konsekvenserne af det pres, de voksne står i, uden selv at have noget ansvar for det. Det gør ondt at være vidne til.«

Skyld og skam – og kampen for at være “god nok”

En af de mest gennemgående følelser hos de forældre, Connie møder, er skyld – og oplevelsen af ikke at slå til.

»Skyld og skam hænger tæt sammen med vores selvværd. Mange spørger sig selv: ‘Er jeg god nok som mor? Som far?’ Og det er noget, vi tager med ind i både parforholdet og forældreskabet.«

I terapien arbejder Connie emotionsfokuseret og gestaltterapeutisk – og især med forståelse og indsigt:

»Det er vigtigt, at partneren får en forståelse for, hvorfor vi reagerer, som vi gør. Når vi får indsigt i os selv og vores følelser, bliver det også lettere for den anden at forstå, hvordan vores adfærd hænger sammen med det, vi mærker indeni.«

Børnene mærker forældrenes relation

Når forældre opsøger hjælp til parforholdet, er det i sidste ende også en investering i deres børns trivsel. Ifølge Connie er der en klar sammenhæng mellem kærlighed i parforholdet og børns psykiske velbefindende.

»Når forældre begynder at vise egenomsorg og kærlighed over for sig selv og hinanden, smitter det direkte af på børnene,« forklarer hun.
»Børn spejler sig i os. Det er spejlneuronerne, der arbejder – og de lærer af det, de ser og mærker.«

Hun husker tydeligt en far, der reagerede med vrede, da hun foreslog at sygemelde hans datter:

»Han mente, at man ikke kunne sygemelde et barn – det havde både skole og venner fortalt ham. Men jeg så en pige på 10 år, der græd hver morgen og nægtede at gå i skole. Selvfølgelig kan et barn have det så svært, at det har brug for pause og omsorg. Men vi voksne glemmer det nogle gange i vores forestillinger om, hvad der ‘bør’ gøres.«

Forældres kærlighed er sjældent problemet

Når konflikterne er store, og følelserne svære, kan det være let at tro, at forældre er ligeglade. Men det er sjældent sandt.

»Jeg tror kun, jeg har mødt en håndfuld forældre, hvor jeg har været i tvivl om, hvorvidt de virkelig ønskede det bedste for deres barn. Langt de fleste elsker deres børn med alt, hvad de har – og slås med det, de ikke ved, hvordan de skal håndtere.«

»Tøv ikke – det er netop tvivlen, der kalder på hjælp«

Afslutningsvis sender Connie en opfordring til de forældre, der måske læser med – og som kan genkende sig selv i hendes beskrivelser:

»Hvis du går med tanken om parterapi – men tøver – så er det måske netop derfor, du skal tage skridtet. Tvivlen viser, at noget i dig er i bevægelse. Det behøver ikke være en krise for at være vigtigt nok.«